fredag den 20. december 2013

Pirkefiskeri i sundet

 

I Sundet lever en lokal stamme torsk. Endvidere besøges vandet af torsk fra både Østersøen i syd og Kattegat i nord. Disse torsk gør ophold i kort eller længere tid. Enten for at æde eller  yngle. Sundets torskebestand er stabil og sund. Dette skyldes lavt fiskepres og forbud mod fiskeri med trawl.
Øresund er kendt for sit fantastiske pirkefiskeri og det er sundets bestand af torsk der gennem generationer har været målet.
En balje torsk - resultatet af en god dags pirkefiskeri

Fiskeriet
Sådan skal pirken bevæges på bunden
Pirkefiskeri er vertikalt fiskeri. Dvs. at endeagnen (pirken) bevæges lodret op og ned gennem den del af vandsøjlen, hvor fisken forventes at jage bytte.

Fiskeriet foregår fra båd og er i grundtræk ret simpelt. Skipper ringer med klokken. Sænk pirken hurtigt ned til bunden, hvor torsken opholder sig og jager sit bytte. Bevæg pirken rytmisk op og ned for at imitere et byttedyr. 

Pirken "danser" nederst i vandsøjlen og med lokkende bevægelser udløser den hugget hos torsken. Alt efter hvordan pirken bevæges, kan den af torsken opfattes som bytte der er på flugt, eller et bytte der er skadet og bevæger sig underlig. Hvor kraftigt og højt der skal løftes er forskelligt. Jeg foretrækker at lave små korte hurtige jiggende "spræl" helt nede på bunden. Tit er det en god ide at variere, så man giver nogle høje løft efterfulgt at de små nøk. Prøv lidt forskellige bevægelser og se hvad der lige virker på dagen.


Sådan fiskes der til skipper igen ringer med klokken for at flytte båden til et nyt drev.


Hug
Torsken hugger forskelligt alt efter dens hugslyst. På dage hvor huglysten er høj vil den hugge pirken hurtigt, kontant og voldsomt. Krogen vil disse dage sidde dybt i mundhulen. Til tider helt nede i svælget. 
Andre dage er torskene yderst forsigtige og kræsne. De kan være rigtig svære at få til at hugge. Den opmærksomme fisker vil mærke nogle små stød mod pirken og gøre modhug. Det viser sig efterfølgende at krogen har sat sig på ydersiden af munddelene. Det er fordi at den forsigtige torsk egentlig ikke er har huglyst, men en god lille lokkende pirk skal alligevel undersøges. Torsken undersøger sit bytte med sine skægtråde og puffen med snuden. Et samtidigt modhug vil kunne kroge torsken på ydersiden.


Valg af pirk
En pirk er en tungere imitation af fisk med enkrog monteret nederst. Pirkens vægt kan spænde helt fra de lette kastepirke på 40-60 gr. op til de tungeste bulepirke på 500-800 gr. De fleste pirke er støbte og har et øje i hver ende. I øjet sidder en splitring som nederst monteres med en trekrog og øverst monteres til forfang eller hovedline. 
Årstiden, vejret og strømforhold gør at visse pirke fisker bedre end andre. For det første er der størrelsen på pirken. Des tungere pirken er, des mere plumpe og døde vil dens bevægelser være. De mindre pirke vil bevæge mere levende og flaksende i vandet. Torskene reagere helt klart bedst på de levende og flaksende bevægelser. Det er derfor en god ide at have et lille udvalg med af pirke fra 100 gr. op til 400-500 gr. Desværre kan vi ikke altid fiske med de små og lette pirke, for der skal ikke meget strøm og vind til, før at båden driver så kraftigt at man ikke kan holde pirken ved bunden. Des større afdrift - des mere vil en let pirk blive i det midterste/øverste vandlag og fiske horisontakt fremfor vertikalt.
Det duer jo ikke, for torskene opholder sig og jager ved bunden. Derfor må du finde frem til den rette vægt. Vælg den letteste pirk du kan holde bund med.Udover vægten på pirken kan farven have indflydelse. Afhængigt af årstiden jager torsken forskelligt bytte. Det kan så være en god ide at bruge pirke i samme farve som årstidens byttedyr. Det skal dog siges at jo dybere der fiskes des dårligere kan fiskene se farvene på pirken. Klassiske farver til torskefiskeri er sort/rød - gul/orange - gul/grøn og sølv/sort samt sølv/blå. Er du i tvivl så ring til den turbåd du skal med og få råd om vægt og farve. Skipper vil have en ide om vanddybde, strømforhold og vejr. Udfra dette vil han have forslag til det bedste endegrej til turen.

Stangen
Stangen til pirkefiskeri er typisk en 7-8 fods stang i vægtklasse 12-20 lbs. (evt. 20-30 lbs.) Jeg foretrækker de lette vægtklasser. Disse stænger er mere følsomme og og langt langt sjovere at fighte fisk på. Mit pirkefiskeri er 95% med 12-20 lbs stangen. Den lidt bløde 12-20 lbs. stang er mere følsom og gør det til en fornøjelse at fighte fisk. Samtidigt er den mere eftergivende når fisken rusker. Dette kompenserer for den uelastiske fletline, som næsten alle bruger til pirkefiskeri. I skrivende stund [2013] er der adskillige bud på gode pirkestænger. Selv er jeg meget tilfreds med  Daiwa Super Kenzaki og Edge 3776 boat.
Den lidt ældre Daiwa Kenzaki, suværen pirkestang der intet vejer. Produceres stadigt og kan fås for ca. 800 kr

Hjulet
Til pirkefiskeri bruges for det meste multihjul. Det er lidt en smagssag om det skal være med eller uden linefører.
Hjul med linefører lægger pænt linen på rullen, så det behøver man ikke tænke på. Man kan bruge lineføreren som tæller så man ved hvor dybt man fisker. Hjemmefra måler du hvor mange gange lineføreren skal vandre for at det giver en meter. Fx 3 gange. Skipper ringer og siger at der står fisk på 10 meter. Så er det bare at fire ned og tælle hvornår lineføreren har gået 30 gange. Så fisker du lige præcis der hvor fiskene står.
Personligt  foretrækker jeg hjul uden linefører for de er hurtigere. Dvs. at jeg på en turbåd vil være hurtigere ved bunden end de øvrige medfiskere.

Udvekslingen på hjulet fortæller noget om hjulets gearing dvs. dets indrulningshastighed. Udveksling 1:5 betyder at rullen drejer 5 gange, når håndsvinget har været drejet en omgang. 
Jo lavere udvekslings des mindre kræfter skal der bruges på at løfte tunge fisk til overfladen. Til gengæld tager det længere tid. Med mindre man er på decideret storvildt fiskeri, vil et hurtigt gearet hjul sagtens kunne bruges til pirkefiskeri på sundet. Har hjulet en hurtig udveksling vil jeg også kunne rulle pirken til overfladen hurtigere. Det kan nogen gange give et ekstra forsøg på inden skipper ringer med klokken.
Størrelsen på hjulet kan være 16 eller 20. Det kan indeholde rigeligt line til fiskeri på sundet. Generelt bruger jeg så let udstyr som muligt. Det er rart at det ikke vejer så meget når der skal fiskes i 8 timer. Dels er det langt langt sjovere at fighte fiskene på lettest muligt grej.
Hjul i prisklasse 1200-1500. Daiwa Saltist og Shimano Torium. Fine allroundhjul både til sundet og nordsøen
I udlandet bruges for det meste kraftige fastspolehjul til pirkefiskeri (Speedjigging) I år har jeg det meste af  sommerhalvåret brugt et Penn Slammer 460 og en Penn jigging stang. Det fungerer ret godt til det tempofyldte sommerfiskeri, hvor vi skal hurtigt til bunden og op igen. 


Linen
Linen der i dag bruges til pirkefiskeri er fletline. Fletlinen har to fordele ift. nylonline. Dens brudkraft er meget højere end nylon. Du kan derfor bruge tyndere line. Tyndere line giver mindre modstand i vandet - des mindre linemodstand des lettere er det at holde bund i strømmen. kraftigere line vil løftes op i vandsøjlen af strømtrykket. Den anden fordel ved fletline er at den, i modsætning til nylonlinen, er uelastisk. Den pirkebevægelse du gør med stangen forplanter sig direkte til pirken, uden noget går tabt i linens elastisticet. Du har langt  bedre føling med pirken, mærker hug og puffen og får et kontant modhug.


Jeg bruger selv Berkley Whiplash i stykkelsen 0,21mm. Den har en brudstyrke på 26,4 kg, og det er rigeligt til pirkefiskeri i Sundet. Man kunne sagtens nøjes med en mindre brudstyrke. Jeg har dog valgt denne fordi den så også er kraftig nok til det helt tunge pirkefiskeri efter stortorsk. Samtidigt kan der ruskes lidt når pirken sætter sig i bunden. Nylon/monofil line bruger jeg kun til trolling, hvor der kan være brug for elasticitet og, ikke mindst, pga.  monofillinernes lavere pris.


Øvrigt grej
Udover ovennvænte er det godt at have en stykke rundstok med. Denne kan du vikle om linen ved bundhug. En kniv er helt uundværlig. Både til at aflive fisken og til at rense den med. Torsk bør omgående aflives ved strubeskæring så blodet løber fra dem. (Hvis du gokker fisken med en priest vil hjertet stande så blodet forbliver i kroppen. En blodfyldt filet er af væsentligt dårligere kvalitet, end hvis blodet har fået lov at løbe fra ved strubeskæring)
En springringstang, poser til fangsten, et par forfang, kaffe og madpakke  -så er du godt kørende. I sommerhalvråret skal du medbringe en køletaske og køleelementer til opbevaring af fangsten.
Placering på turbåden
De fleste af sundets turbåde er godkendt til 22 passagerer. Fiskepladserne er fordelt overalt på båden. Dvs. der er plads i stævn, agterende og på begge sider af styrhuset. Når skipper gør stop til et drev vil han lægge båden så den driver sidelæns mod sin højre side (styrbord side). 
De som står i stævn og agterende vil fiske sidelæns. De som står til højre for for styrhuset fisker mod strømmen (kastesiden) og de som fisker på venstre side af styrhuset fisker med strømmen (pirkesiden).
Som du kan se af figuren, vil pirken fra kastesiden drive med retning under båden. Det duer ikke. Derfor skal fiskere på bådens højre side kaste pirken udaf, fiske mod strømmen og trække op inden pirken driver for langt under båden. Dette behøver fiskerne på venstre side ikke bekymre sig om. De skal blot sænke pirkene til bunden og lade den hoppe til den ikke længere kan holde bund. Uøvede vil klart stå bedst og fiske lettest fra pirkesiden.
Når båden driver, vil strømmens modstand løfte pirken fra bunden. Jeg har forsøgt at illustrere det på nedenstående figur:
Pirken sænkes til bunden 1. og fisker lodret. Strømmen løfter pirken til punkt 2. Nu rammer pirken ikke længere bunden. Derfor skal der afgives line til man igen mærker bunden. Sådan gentager det sig indtil linen er ført ud i position 4 og fisker vandret i stedet for lodret. Selv om du afgiver line, vil pirken ikke længere få kontakt med bunden. Derfor er du nødt til at trække op og starte forfra. Hvor hurtigt dette sker afhænger af strømmen, din linetykkelse og vægten af din pirk.
Forfang og ophængere
Pirken kan kombineres med et forfang der monteres mellem hovelinen og pirken. Der findes et utal af forfang der bruges afhængigt af årstid og hvad der fiskes efter. I sundet bruges sildeforfang, makrel- og torskeforfang. Med et forfang kan du udvidde dine fangstmuligheder. Forfang er et tackel med flere agn. fx. gummiblæksprutter. Ophængeren, derimod, er en enkelt agn. fx. torskeflue eller lille gummijig, der monteres et stykke over pirken. På dage hvor torskene er forsigtige kan man opleve at det kun er ophængeren der fanger. 

Den røde Flutterbug er en fantastisk ophænger på dage hvor torskene er forsigtige og kræsne

Andre dage tager de alt. Så er det med at begrænse antallet af kroge på sin line, for det er ikke sjovt at have 5 torsk på 5 kroge. De kan være rigtig rigtig tunge at trække op. For det meste vil de have snurret rundt og bragt linen i uorden så det tager lang tid før man atter er fiskeklar. Ved køb af forfang bør du være opmærksom på kvaliteten af svirvler og låse samt tykkelsen af linen. Der er ikke noget værre end at tabe sit livs torsk, pga en for svag blinklås. Vær kritisk og skift til en kraftig lås eller endnu bedre; erstat låsen med en svirvel og sæt denne direkte i pirkens springring.

tirsdag den 17. december 2013

Fin og svær dag

Med udsigt til at dette måske nok er eneste dag i julen, hvor blæsten tillader en sejllads, fik jeg byttet en fridag og arrangeret tur med ny fiskeven Tore.
Vi satte mod Tårbæk Rev for at trolle torsk. Der var langt mellem huggene og tydeligt at fiskene huggede med stor forsigtighed. Vi mistede hver anden fisk og dem vi fik op var kroget yderligt.

Midt på dagen ville vi give det dybe vand en chance. Vi søgte på en del pladser ved det dybe på svenskesiden og kom op omkring Hven. Her så vi ikke skyggen af torsk. Ganske få spredte sild i midtsundet og det var alt. Tilbage på det lave nåede vi et enkelt træk mere før turen gik hjemover inden solnedgang. 
Vi talte undervejs om Bodil stormens indflydelse på sundets saltholdighed, og hvilken betydning det har for torskene. Her til aften tjekkede jeg DMIs saltkort. 


Vi fiskede i salinitet på 12-15‰ vel at mærke i overflade vandet. Der kan i det dybe område sagtens have været meget ferskere bundvand. 

mandag den 9. december 2013

Bodil fik mig en tur i vandet

Med udsigten til endnu en storm med kraftige vindstød, havde jeg været en tur i havnen for at tjekke fortøjninger og sætte en ekstra stormfortøjning på båden. 
Bodil ramte København sidst på eftermiddagen. I løbet af aftenen var jeg i havnen et par gange - Vandet var godt nok steget en del. Nu stod det lige under bådbroen
 
Vandstands prognosen fra DMI blev tjekket og det så ud til at have toppet. Næste stigning skulle først komme i morgentimerne. 
Jeg tjekkede havn og båd på vej til job da kl. Var lidt i syv. Vandet stod igen lige under bådbroen. Ifølge DMI ville det stige yderligere. Derfor kørte jeg om formiddagen en tur ned til havnen. Allerede på vejen fik jeg et par meldinger om at det "desværre ikke ser for godt ud".

Vandet stod nu op over bådbroerne. Vores ladestandere stod i vand og fortøjningerne var faretruende stramme på nogle bådene. 
Nabobåden var mest presset og lå dybt på den ene side. Den ville enten gå under eller rive sig løs. 

Der skulle gøres noget og det var indlysende at Bodil ville få mig en tur i vandet. Det var bare at trække i waders og begive sig ud på bådebroen. Vandet gik til midt på skinnebenet. Det var ok, men det blæste stadigt vildt og der kom nogle vindstød - så kraftige, at jeg nær var væltet eller gledet af broen. 

Ombord på båden gik det fint med at løsne fortøjningerne, men det betød så at der nu var en halv meter mellem båd og bro.

Jeg havde ikke lige tænkt over at det kunne blive svært at komme tilbage. Det må have set sjovt ud da jeg hang på maven på bådens stevn og lavede et slags baglæns spring ind mod broen. Heldigvis lykkedes det at komme tørskoet i land. 

Så var det bare at holde øje med vandstandsprognoserne. Det gik fint til om aftenen hvor vandstanden slog alle rekorder med vilde 165 cm over daglig vande. Den gamle rekord var fra tyverne og omkring 153 cm.

Fortøjningerne kunne stadigt give sig lidt, men nu skulle vandet absolut ikke stige mere. Vandet gik op og ned med et par cm hele tiden, men heldigvis var toppen nået. Omkring kl. 22 trak vandet sig langsomt tilbage. Om morgenen var vandstanden faldet 90 cm. Bortset fra at der flød alt muligt lort og vraggods rundt var der ro i havnen og alle "vinterbådene" havde heldigvis klaret den.



torsdag den 5. december 2013

Ny fast side her på bloggen - Røgeovnens Venner


Røgeovnens Venner, den fremragende hjemmeside er desværre væk. 

Vi er mange der har brugt siden som fast opslagsværk og opskriftsbog. Til siden vender tilbage har jeg her på bloggen genskabt så mange af opskrifterne som muligt. Forhåbentligt kan mange brugere af den oprindelige side stadigt kan få glæde af det store arbejde gutterne bag "Røgeovnen's Venner" har gjort.
Du finder siden øverst her på bloggen som faneblad eller klik på dette link 

http://sundfisker.blogspot.dk/p/rgeovnens-venner.html

søndag den 17. november 2013

Børnefiskeri på sundet - når det er bedst

Børn + madpakker + fiskegrej + roligt vejr = skøn tur
Min fiskeven Charlotte og jeg havde længe talt om at lave en børnefisketur. Denne weekend så det så endeligt ud til at det skulle lykkes. Vejr, fiskeri og kalendre passede for en gangs skyld. 
Ved formiddagstid sejlede vi ud gennem københavns havn. 

Gode venskaber har det med at opstå på vandet

Fuldt lastet med grej, madpakker, orm, slik og forventningsfulde børn. Der er masser at kigge på undervejs og der var også lige tid til en lækker sandwich.




Mille og den pink "Tryllestav"
"Tryllestaven", Milles pink fiskesæt med matchende hjul og stang var købt med noget tynd kineser nylonline der knækkede blot en hornfisk svømmede forbi. Nu har Mille lige haft 4 års fødseldag. En af gaverne var 270 meter Fireline i farven "shoking pink". I dag skulle den afprøves.






Nu er det ingen større hemmelighed at vandet lige ud for Københavns havn, kan byde på forrygende fladfiskeri når det er sæcon. Så efter kort sejlads var vi klar. En efter en blev de 4 stænger sat. Der var vel knap gået et minut før "Tryllestaven" hoppede. Mille måtte have hjælp til at holde fiskestangen, men langsomt og egenhændigt fik hun rullet fisken ind. En fin mellemstor ising kom op af vandet. En glad Mille blev fotograferet men hun ville ikke lige holde fisken.
Milles første fladfisk

Knap havde Mille fået sit livs første fladfisk før Buster, med sindig ro kunne meddele - "så er det fisk på min stang". Buster havde godt styr på det og kort efter stod ham med en virkelig fin skrubbe i hånden. 
Busters flotte skrubbe
Nu var der to voksne der fik travlt, for der var hele tiden et barn der skulle serviceres. Der var hug på stængerne, eller kroge der skulle agnes med børsteorm, eller nogen der var sultne, eller nogen der var tørstige og, selvfølgelig, nogen der skulle tisse. 

Efter et stykke tid havde alle fanget fisk undtaget Oscars stang. Den var som den eneste monteret med hvide perler. Det skiftede vi ud til et med røde rørfluer og så begyndte der heldigvis også at ske sager på hans stang.

Da der var flest flade og få torsk blev torsken børnenes foretrukne fangst. Pelle satte hutigt trumf på med en fin stegetorsk.

Pelles meget fine torsk
Så kom der torsk på den lyserøde stang. En 8 fods stang med selv en lille torsk på er svær at styre for en 4 årig. Igen måtte far holde stangen mens Mille med store kraftanstrengelser rullede meter for meter op gennem det mørke vand.
Mille fighter torsk (med lidt hjælp)
Ok far. Jeg skal nok holde den, hvis jeg må låne dine handsker og får 6 vingummi colaer

Der var gået en del konkurrence i de store drenge. Det stod helt klart at Busters hold førte stort. Både på antal landede fisk og ikke mindst på størrelsen af de flade. 

Så fik Oscar et alvorligt hug på sin stang. En god fisk, som med de velkendte torskerusk i stangen, sendte besked op om at denne fisk ikke havde tænkt sig at lade sig fange uden kamp. Oscar betvivlede et kort øjeblik om han kunne klare den, men det kunne han :-) En rigtig fin torsk omkring 2 kilo fik Oscars humør i top.

Vi var nu drevet et langt stykke mod syd og drevudover kanten til det dybe. Vi havde ramt torskevandet for her på skranten var der jagende torsk der ikke ville gå af vejen for en lækker haps børsteorm. Ungerne var blevet lidt trætte, så jeg fik lov at lande et par stykker. bl.a. en 2½ kilos på den lyserøde stang. Der var virkeligt underholdende at fighte den på så let grej. 


Men det var tid til at sejle hjem, for kl. nærmede sig 16 og solnedgang. Heldigvis var der en pose slik tilbage så ingen af ungerne blev utålmodige på vejen ind. 

Vi rundede en fantastisk dag af med et aftensmåltid ungerne selv havde valgt. Fiskefilet med fritter - naturligvis, og gæt hvem der sov rigtig godt efter en lang dag på vandet.


fredag den 15. november 2013

Suler og vindstille fødselsdag på Tårbæk Rev

Sule over Sundet. En mindre flok slog følge med os nogle mil, da vi sejlede mod Tårbæk
Det er afsindig længe siden jeg har blogget og afsindigt længe siden jeg har fisket. Det har bare været et umuligt efterår. 
Enten har vejret været umuligt. Når det endelig artede sig kunne jeg ikke komme på vandet. Enten fordi der var sygdom på jobbet eller fordi det var min tur til at have mine skønne unger. Min far blev alvorligt syg og jeg måtte rejse et par gange til udlandet.
Det må have været omkring 7 uger siden jeg sidst har fisket og jeg kan ærligt ikke huske, hvornår jeg sidst har måtte holde mig væk fra vandet så længe.
Men nu var det så blevet d. 15. november, runder min fødselsdag og "en" må have gjort det nogenlunde hæderligt det seneste års tid. Vejrudsigten så nemlig sådan her ud og jeg kunne holde fri fra jobbet :-)
Min gode ven Peter troppede op med overraskelser og godt humør. Tidlig formiddag satte vi kursen mod Tårbæk Rev og Flakket. 
Lidt nord for Middelgrunden slog en lille flok suler sig til os. De fulgte os en mil eller to. Prægtige store søfugle som jeg ikke har lagt mærke til før. 
Det skulle blive dette vinterhalvårs første trollingtur efter torsk. Andre har været ude en del gange og haft forrygende fiskeri allerede nu. Fx. Tore, fra sundfiskergruppen på Facebook, havde ugen inden fanget rigtig godt på revet. Sjovt nok var der ingen krabber i torskene i sidste uge. De var fuld af sild. 
Peter og jeg sætter grejerne. Dipsyer med toby blink og "den obligatoriske" wobbler, langt bag de øvrige agn. 
Fiskeriet kunne på ingen måde matche det andre havde beskrevet i sidste uge, men en fisk kom da op af sundet nu og da. Det var tydeligt at de huggede meget forsigtig. Vi havde vel 10 kontakter som ikke blev kroget. Størstedelen af dem vi fik op at vende var kroget meget yderligt.
Små 2 kilo. Vi glemte helt at tage billeder. Måske havde vi for travlt med at hygge os og fiske
Ingen store torsk, men omvendt kun ganske få undermålere. Vi afprøvede forskellige dybder fra 6-12 meter. Det var som om det virkede bedst omkring de 10 meter. 
På et tidspunkt var vi kommet for langt ud over kanten og var på 15-16 meter. Vi bliver enige om at tage grejerne op og søge tilbage mod det lavere vand. Sætningen var dårligt talt til ende, før vi 3 af stængerne på én gang fleksede godt i bund. Den ene line knak men de to andre fik vi op. Sjovt nok kom der en følger med. Helt op til overfladen. Den var fuldstændig ligeglad med båd og stod 10 centimeter under overfladen. Vi kunne have taget den med gaffen, som Peter sagde. Her ude på det dybere vand var der massive småstimer af sild. Vi havde helt sikkert  lige ramt en flok torsk der jagede sild i det midterste vandlag.Til forkel fra de øvrige havde disse torsk ikke krabber i sig. Det havde alle de andre som vi fangede på lavere vand. 
Vi havde små 30 fisk oppe at vende. Største var vel lidt over 2½ kilo.

V

mandag den 7. oktober 2013

Status på kystfiskeriet i Kbh. 7 oktober


Efterårsmorgen ved Slusen


Jeg har modtaget denne rapport fra en god ven, som dels er en skrap kystfisker og samtidigt har mange fisketimer på de københavnske kystpladser hver uge.
Mange tak for opdateringen, som hermed kommer alle til gode :-)


Nordhavnen i aftenskumring
Hej Christian

Du får lige en status opdatering :-)


Makrel sæsonen er ved at være forbi. Den har været rigtig god for dem der kender deres besøgstid. Her sidst på sæsonen er der blevet taget rigtig store makreller optil 1,5 kg. Jeg var selv vidne til fangsten og så den samme fanger kæmpe i laaang tid med måske endnu større makrel som til sidst sprang linien.

Der er stadigvæk mange hornfisk ved slusen. Efterårs trækket af hornfisk har i år startet tidligt og de er her stadigvæk. Det har været en lang sæson med mange fisk. Der har været store fisk men jeg har ikke set nogen tage fisk over 1 kg. Den største jeg vejede for en lykkelig fanger som var sikker på at hans fisk var over 1 kg var på 850 gr.



Efterårs hornfisk ved Slusen - min datters første af slagsen


Den gode nyhed lige nu er at der tages rigtig rigtig mange fladfisk rundt omkring og de er store. Har set flere fisk over 1 kg. Har set mange med 20-30 fladfisk. Torskene er ikke rigtigt kommet endnu. Der tages enkelte som bifangst under fladfisker op til 3 kg. Der fanges også sild ikke i store mængder men de er der. Det må være små stimer for ofte er der kun en enkel eller to på forfanget. Har aldrig oplevet fuldhus.
Solnedgang over skrædderholmen

fredag den 4. oktober 2013

De første kysttorsk er at finde de dybe steder

Sidste uge sejlede vi ud til Maersk Majestic skibet. Det er vildt imponerende hvor stort det skib er.  Der var en anden båd ved stævnen og med ham udvekslede jeg fotos af hinandens både foran Majestic. Til info er min båd ca. 6meter lang. 

På turen tilbage så vi et par molefiskere der havde taget plads og fiskede i den begyndende skumring. Der gik ikke længe og en torsk omkrign 1,5 kg måtte tage turen op af vandet. Det fandt sted ved toldboden. Generelt kan du opsøge torskene de dybe steder i havneløbet (lettest tilgang på nordlige side).
På facebook gruppe "sundfiskerne", er der i dag indløbet en daggammel rapport fra Tippen. Aktivt fiskede børsteorm gav rødspætte, ising, slethvar og torsk. 

I øvrigt har jeg aldrig oplevet vandstanden i København så lav som i dag. Jeg måtte ned og løsne fortøjningerne, for det var tæt på at at båden næsten hang i tovværket. Jeg tror vandstanden var næsten 70 cm under daglig vande. Foran fisketorvet dukkede der små øer og tanger op ved de lave steder.


torsdag den 19. september 2013

Fyraftenstur "De flade vender tilbage"

Denne selvlysende torskeflue skulle testes i helt mørkt vand. Det gav ingenting. Fiskene var forsigtige og ville kun have børsteorm.

Med et par gæstefiskere fra Facebookgruppen "Sundfiskerne", havde vi en fyraftenstur, hvor vi ville se om der er ved at dukke torsk op på det lave vand. Vi skulle kastefiske og havde også en god portion orm med også.

Vi prøvede lidt på forskellige dybde. Laveste dybde var 5-6 meter og der mærkede vi ingen interesse for børsteormene. På 12-15 meter gik det straks bedre. Torsk i størrelsen meget lille op til lidt over halvandet kilo. Ising, skrubbe og et par pæne rødspætter fik vi også. Et par småsej huggede ikke, men der var heldigvis ikke alt for mange af dem. Der var fuldmåne så det forlængede tusmørke fiskeriet, men da det blev rigtig mørkt stoppede huggene. Vi så sild i alle vandlag og større udslag på loddet i den øvre vandsøjle, som måske kunne være hornfisk.

Turens største torsk. Angiveligt ca. 2 kg. Jo børsteorm kan også give fine torsk

Kastefiskeriet gav kun enkelte fisk. De var ret forsigtige og det var helt klart børsteormene der trak denne dag. 
Hvis vi skal udlede noget af denne tur, er det at torskene er på vej fra det dybe og de flade er i virkelig fin stand gode, tykke og velnærede. Nå ja og at den selvlysende flue har endnu til gode at bevise sit værd.


Københavns havn to timer efer solnedgang.

mandag den 26. august 2013

Sensommer på Sundet

Aftensol ved Middelgrundsfortet fladt vand og København i baggrunden. August på Sundet når det er smukkest
Masser af småsej
Den forgangne uge har budt på fantastisk smukke dage på sundet. Vindstille vejr og fyraftensture i solnedgangen er ikke det værste der findes. Sommeren 2013 har budt på bemærkelsesværdigt godt torskefiskeri. Mange er enige om at det har været bedst torskesommer i mange mange år. Vi har kunnet fiske på buler fra april og frem til nu. Nogen gange med fuldstændigt vanvittige lodninger af torsk på torsk på torsk... 
En anden spøjs ting, denne sommer, har været de enorme mængder af sejyngel. Her i skrivende stund er fiskene ca. 30 cm lange og det er et endnu ubesvaret sprøgsmål, hvorfor der pludseligt er kommet så mange af dem. 



Så er det blevet makrelsæson for alvor

Lige nu er det ved at ændre sig. Makrellerne er tilstede i masive mængder. De der fisker målrettet efter dem har haft fine fangster med fisk op til et kilo. Målrettet fiskeri med masser af chum på Hvens NV rev har givet over 100 fine makreller på en eneste dag.

I går så jeg stimer af sild og vi fandt tydeligt bevis for at torskene begynder at sprede sig og jage oppe i sildene. Vi der fiskede buler havde bestemt vanskelligheder og ringe fangster. En kollega, der derimod trollede, fangede til gengæld masser af fine sildejagende pelagiske mellemtorsk.


Ulk fanget på en 50 gr. "Dorschraket" i mandags.
De flade er fuldfede og der er gjort fine fangster omkring Helsingør, hvor der også er taget meget flotte hvarrer. 
I det sydlige sund virker det som om de står mere spredt og stadigt trisser rundt på det lidt dybere vand. 
Vi har gjort sjove bifangster bl.a. har Jens, på en af vores ture, fanget en fin knurhane. I denne uge fik jeg denne flotte ulk der huggede på en lille jig.

Til slut en glædelig konstatering om at artsrigdommen er i topform. Fiskeatlas har i uge 34 spottet hele 46 arter.